Det danske forsvar stoppede en undersøgelse af en tidligere irakisk tolk, som var blevet anholdt efter en blodig bilbombe i Irak.
Forsvaret frygtede, at sagen ville blive kædet sammen med den højspændte politiske sag om, hvorvidt de tidligere tolke skulle have asyl i Danmark.
Det fremgår af dokumenter fra forsvaret, som Nyhedsavisen er kommet i besiddelse af.
Tolken, der tidligere havde været ansat ved de danske styrker, blev anholdt af det irakiske sikkerhedspoliti 8. juni 2007, kort efter at en bilbombe i Al-Qurnah nord for Basra dræbte 30 civile irakere.
Der blev aldrig rejst tiltale mod manden, og to dage senere, 10. juni, blev han løsladt. Manden var formentlig ikke indblandet i sagen, men forsvaret undersøger ikke sagen yderligere.
Allerede samme dag fik den danske efterretningschef i Irak, Torsten Lind Thomsen, besked om anholdelsen fra to forskellige kilder, og han sendte straks en hemmelig meddelelse hjem til Hærens Operative Kommando (HOK) og Udenrigsministeriet om sagen.
Men Forsvaret stoppede undersøgelsen, viser Forsvarets ledelses interne mail, som er sendt fra HOK til Forsvarskommandoen.
»Henset til nuværende fokus på tolke ... kunne denne sag blive medinddraget,« står der i mailen fra 18. juni 2007.
Forsvarets ledelse frygtede således, at sagen om den tidligere tolk kunne blive blandet sammen den store opmærksomhed på de øvrige tolkes sag for at få asyl i Danmark, mener Torsten Lind Thomsen.
»Vi får en ordre om ikke at grave i det. Når HOK siger, at sagen er afsluttet, så skal du ikke røre mere ved det,« siger Torsten Lind Thomsen.
Forsvarsministeriet afviser, at formålet med sætningen var at lukke en eventuel undersøgelse af sagen.
Den danske efterretningschef i Irak har over for Nyhedsavisen fastslået følgende:
- Mindst tre irakiske tolke for danske soldater var sansynligvis spioner
- Oplysningerne kom fra tre forskellige kilder
- Efterretningschefen stolede på kilderne
- På
et møde med en gruppe embedsmænd får efterretningschefen af vide, at
han ikke skal grave i tidligere tolkes baggrund og går derfor ikke
videre med oplysningerne