Et scanning af en lastbil førte onsdag til, at en 24-årig udenlandsk mand blev anholdt ved grænsen til Tyskland.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 24-årige mand blev onsdag eftermiddag udtaget til kontrol af Toldstyrelsen. Han var kørende i en polsk indregistreret lastbil.
- Vogntoget blev kørt gennem Toldstyrelsens lastbilscanner. Scanningen afslørede, at to reservehjul var fyldt, og det viste sig, at de to hjul indeholdt 148 kilo hash. Manden blev herefter anholdt og sigtet for indsmugling af hash, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Manden er blevet sigtet for indsmugling af hash og blev torsdag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Sønderborg. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger. Den 24-årige nægtede sig skyldig, men kærede ikke kendelsen, oplyser politiet på det sociale medie X.
Det var politiets Udlændingekontrol Vest (UKA Vest), der foretog anholdelsen. UKA Vest er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, som tager sig af kriminalitet i grænseområdet i samarbejde med nordtysk politi.
/ritzau/