Dansk Told & Skatteforbund er tilfreds med Venstres melding om, at partiet i tilfælde af borgerlig sejr efter næste folketingsvalg vil droppe grænsebomme og kontrolanlæg ved de danske grænser. Venstre vil til gengæld afsætte 55 millioner årligt til øget grænsekontrol.
- Vi har aldrig haft behov for at have en rød-hvid bom. Men vi har behov for, ligesom svenskerne, at udføre langt flere stikprøvekontroller. Og jeg kan nu konstatere, at Venstre for første gang i mange år med en Venstre-ledet regering vil styrke grænsekontrollen, siger Jørn Rise.
I et nyt udspil op til EU-parlamentsvalget slår Venstre fast, at partiet ikke længere støtter Dansk Folkepartis krav om grænsebomme og synlige kontrolanlæg ved Padborg, Kruså og Frøslev.
Det var ellers en del af en aftale med Dansk Folkeparti i 2011 som politisk betaling for DF's støtte til efterlønsindgrebet. Kontrolanlæggene blev imidlertid ikke til noget, da blå blok tabte regeringsmagten få måneder senere.
Nu vil Venstre i stedet satse på en "efterretningsbaseret toldkontrol" og indføre højere straffe, når udlændinge bryder et indrejseforbud til Danmark.
Der er i dag på grund af Schengen-samarbejdet kun 10 toldere til at passe de danske grænseovergange mod Tyskland, og det er latterligt få i forhold til de mængder narkotika, der strømmer ind, mener Jørn Rise.
- Aldrig har man taget mere narko end sidste år, og det fortsætter. Flere stikprøvekontroller og oprustning af antallet af medarbejdere er det, der skal til, siger han.
- Tyskland har så mange toldere, at de også kan tage del i bekæmpelsen af social dumping, som vi bare taler og taler om, men ikke gør noget ved, tilføjer Jørn Rise.
I alt 150 danske toldere arbejder med at bremse indsmugling af ulovlige varer, især narkotika. Tallet bør mindst fordobles til 300-350 medarbejdere, mener toldernes formand.
- I tidens løb har vi også taget utrolig mange illegale indvandrere, fordi vi alligevel var der, siger Jørn Rise.
/ritzau/