Nedsmeltede atomreaktorer og en efterfølgende dødbringende giftsky med radioaktiv stråling. Det scenarie kan millionbefolkningen i storbyen Tokyo risikere, hvis situationen forværres efter jordskælvet og tsunamien.
Men japanerne tager den med ro i Tokyo, det siger en dansker, der bor i Tokyo, til Newspaq.
"Der er ikke den vilde panik i Tokyo, som det er nu. Værdierne er så lave, at i Tokyo er der ikke den vilde frygt," siger Alf Nielsen, der arbejder som IT-konsulent i den japanske storby.
Alf Nielsen har boet i Japan i to år. I den tid har han oplevet japanerne som et roligt folkefærd, og det har katastrofen i landet ikke ændret på.
Et par af danskerens kolleger har forladt Tokyo, men det er sket på stille og rolig facon.
"Jeg har et par arbejdskammerater, som har valgt at tage ned sydpå i Japan, indtil der er kommet mere ro på. Det gør de, fordi de ikke har de store pligter på arbejdet, og fordi de ikke føler, at der er styr på situationen omkring værfterne endnu," siger Alf Nielsen.
Selv har Alf Nielsen ikke været meget uden for døren. Det eneste han mærker til den kaotiske situation i Japan er tomme hylder, når der skal handles mad.
"Der er meget roligt, der hvor vi bor. Det virker som om, folk tager det meget med ro. Dog er der ved at være tomt på hylderne, når man handler," forklarer han.
De japanske myndigheder har i dag hævet trusselsniveauet på det hårdt ramte Fukushima-værk. Tokyo ligger cirka 250 kilometer fra Fukushima.