Togtrafik var stoppet i fire timer

Passagerer sad fast i tog i cirka tre timer på grund af formodet selvmord ved Humlebæk, der lammede trafikken.

I cirka fire timer tirsdag eftermiddag kørte der ingen tog mellem Helsingør og Nivå, og passagererne måtte i stedet fragtes i busser.

Årsagen er, at en mand gik ud foran et tog ved Humlebæk ved 14-tiden. Manden, der er sidst i 40'erne, blev dræbt.

I DSB Øresund siger man, at trafikken så småt er gået i gang igen lidt efter klokken 18.

Men i første omgang kan der kun køre tog på ét spor, fordi politiet fortsat arbejder på ulykkesstedet.

De cirka 60 passagerer og personalet i et kystbanetog, der kørte mod nord, fik deres eftermiddag spoleret.

- De sad i toget i cirka tre timer, siger produktionsdirektør Lars Nordahl.

- Vi havde desværre ikke mulighed for at evakuere passagererne, og der er beklageligvis gået lang tid, siger han.

Til sidst fik toget tilladelse til at rulle frem mod Humlebæk Station, hvor toget blev tømt. Det skete ved 17-tiden, fortæller Lars Nordahl.

- Vi er helt underlagt politiets kommando i en sådan situation, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.