Roskilde Politi regner med snart at kunne afhøre den 26årige nordmand, der i nat blev fundet liggende på togskinnerne tæt på Roskilde. Manden har fået skåret begge ben af, men vagthavende ved Roskilde Politi Bjarne Malling ved endnu ikke, hvorfor manden befandt sig på skinnerne.
- Han ligger på traumecenteret på Rigshospitalet og vi har fået at vide fra Hospitalet, at han snart er klar til at forklare, hvad der er sket. Og vi vil jo gerne vide, om han selv havde placeret sig på skinnerne, eller om andre havde placeret ham der. Eller måske skubbet ham, siger Bjarne Malling.
Den unge nordmand fik i morges besøg af sine forældre på hospitalet.