Tog knive og bomber med på fly

En fransk dokumentarudsendelse skaber tvivl om sikkerheden i de europæiske lufthavne.

Selv om flypassagerer i de vestlige lufthavne tjekkes og gennemlyses i alle ender, er det stadig muligt at lave et terrorangreb mod et fly, hvis man virkelig vil. Det afslører et nyt fransk dokumentarprogram, hvor det lykkedes en journalist at smugle både sprængstof og knive ombord på flere franske fly.

Med hjælp fra en sikkerhedsekspert lykkedes det den franske journalist Laurent Richard at smugle sprængstoffet Semtex og en detonator om bord på et Air France-fly fra Paris til Nice. Sprængstoffet var forinden blevet behandlet på en måde, så det ikke kunne eksplodere, men ifølge eksperter burde det alligevel være blevet opdaget.

Senere lykkedes det Laurent Richard at tage to knive med på et fly fra Paris til New York. Knivene lå i hans håndbagage, men de blev ikke opdaget af sikkerhedspersonalet, da tasken blev gennemlyst.

Knivene var af samme type, som flykaprerne brugte ved terrorangrebet mod World Trade Center 11. september 2001.

De franske luftfartsmyndigheder vil kommentere afsløringerne, før udsendelsen vises fredag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.