Syv år efter at DSB fik leveret Øresundstog, volder de stadig statsbanerne kolossale problemer.
Defekte højttaleranlæg i toget alene gjorde, at passagerer i over 1.000 tog sidste år måtte stige ud under togkørslen mellem København og Malmø og skifte til et andet tog.
»Og man kan jo ikke bare løfte et tog af skinnerne som legetog. Så ofte gav det over en times forsinkelse. Det er voldsomt, at vi har problemer med togene her syv år efter, at vi fik togene leveretr,« siger underdirektør i DSB Ove Dahl Christensen.
Ulykkesfly
Tidligere har DSB fået 30 millioner kroner i erstatning fra fabrikken Bombardier, der også fremstillede 27 SAS-fly, der sidste efterår blev sat i garagen, da landingshjulene brasede sammen under landinger.
Men også togene er plaget af store problemer. Herunder døre, der ikke kan åbne, motorer der ikke fungerer optimalt, og bremser, der knækker.
»Men passagerinformationssystemet generer os mest. Når det ikke virker, må vi nemlig ikke køre over Øresund,« siger Ove Dahl Christensen.
Sidste år nåede DSB således kun 89 procent af togafgangene til tiden.
Derfor måtte de betale godt en million kroner i erstatning til passagerer på ruten. Antallet af Øresunds-passagerer nåede i øvrigt otte millioner.
Togsættene er købt af Bombardier sammen med Skånetrafikken og de svenske statsbaner. Både DSB og Bombardier siger, at »de er inde i en god dialog«.
»Vi har det ikke så godt med, at der stadig er problemer med togene. Når det er sagt, så er der flere grunde til det. Heraf at der er flere indvolverede jernbaneselskaber i trafikken over Øresund, der har hvert sit system, der skal arbejde sammen. Oveni kommer en intensiv togtrafik,« siger kommunikationschef for Bombardier i Norden Jonny Hedberg.