Den danske udviklingsminister, Ulla Tørnæs (V), er godt tilfreds med, at Paul Wolfowitz til sommer trækker sig fra posten som præsident for Verdensbanken.
- Paul Wolfowitz har mistet den troværdighed og tillid, der er nødvendig
for at kunne stå i spidsen for en institution, der rådgiver lande om
god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption. Heller ikke personale
og bestyrelse har længere den nødvendige tillid til Wolfowitz, udtaler Ulla Tørnæs i en kommentar til Wolfowitz beslutning.
Verdensbanken, som kæmper for at forbedre vilkårene for fattige verden over, har de seneste uger været genstand for massiv kritik fordi, det er kommet frem, at Wolfowitz hjalp med at forfremme sin kæreste Shaha Riza og sikre hende en løn, der overgik selv den amerikanske udenrigsminister.
Wolfowitz har længe nægtet at gå af, men selvom han hele tiden har haft støtte fra Det Hvide Hus besluttede han alligevel natten til fredag dansk tid at træde tilbage 30. juni.
Ulla Tørnæs glæder sig til, at der igen kommer fokus på Verdensbankens opgave med at bekæmpe fattigdom men kræver samtidig, at Verdensbanken vender blikket indad:
- Der skal ikke kunne drages tvivl om Verdensbanken troværdighed. Det betyder, at Bankens præsident skal holde sin sti helt ren. Det betyder også, at Bankens procedurer bør gennemgås for at sikre, at lignende sager ikke kan opstå i fremtiden, siger hun.
- Jeg har været meget tilfreds med processen i Bankens bestyrelse. Vi har fra politisk side bedt bestyrelsen om at kulegrave sagen. Det er den blevet. I den givne situation har vi fået den bedst mulige løsning, og nu skal vi se fremad, så Banken kan komme videre med udviklingsarbejdet. Det er vigtigt, at der relativt hurtigt udpeges en ny præsident, der nyder bred opbakning og accept fra medlemslande og de ansatte, fastslår Ulla Tørnæs.