Dorothea Schmidt og Moojie fra Berlin sidder helt tæt sammen i forhallen til Tønder Rådhus og venter på at blive et ægtepar.

»Det er så sørgeligt at holde bryllup helt alene. Jeg havde aldrig forestillet mig at blive gift uden mine forældre,« siger Moojie med tårer i øjnene.

Dorothea lægger en arm om skulderen på ham. Helt alene er Moojie og Dorothea nu ikke. Tønder Rådhus vrimler med farvestrålende brudepar fra hele verden. Her er en nigerianer, et par stykker fra Ukraine, en russer, en del tyskere, en tyrker, et par kinesere, en thai og flere andre nationaliteter. Men ingen danskere.

Tusindvis af udlændinge rejser hvert år til byen tættest på den tyske grænse, Tønder, for at blive gift. Tønder er derfor blevet kendt som Europas svar på Las Vegas.

Bryllupsindustri

Dorothea og Moojie og alle de andre brudepar på Tønder Rådhus gifter sig i Danmark, fordi det er hurtigt og nemt sammenlignet med andre europæiske lande.

Hver eneste torsdag og fredag året rundt vier giftefogederne på rådhuset derfor mellem 15-30 udenlandske par. Mere end 2500 bryllupper med udenlandske brude og gomme blev det til sidste år. Tønders egne borgere stod kun for 150 bryllupper.

I Tyskland og andre europæiske lande er det svært at blive gift, hvis den ene part ikke er europæisk statsborger. Nogle par venter i flere år på at få lov at blive mand og kone. Myndighederne i Tyskland kræver eksempelvis ofte dokumenter og stempler, der kan være nærmest umulige at skaffe, såsom forældres og bedsteforældres fødselsattester, og sagsbehandlingstiden er ofte meget lang.

I Tønder er det lettere. Det tager kun tre dage at få tilladelsen, og Tønder Kommune kræver kun de mest basale papirer såsom pas, fødselsattest og bevis for, at du ikke allerede er gift.

De mange giftelystne par har skabt en bryllupsindustri i Tønder, og både kommunen og turistbureauet reklamerer for Heiraten in Dänemark (giftemål i Danmark, red.) på deres hjemmeside.

Nødvendigt bryllup

Moojies tyske studentervisum udløber snart, og han skal vende tilbage til sit arabiske hjemland, hvis ikke parret, der begge er 21 år, gifter sig.

»Vi elsker hinanden, men vi gifter os nu, fordi det er nødvendigt. Ellers ville vi ikke kunne være sammen,« siger Dorothea alvorligt.

Det unge par ankom til Tønder fra Berlin for tre dage siden for at melde sig på rådhuset. I ventetiden, mens rådhuset behandlede deres sag, legede de turister i Tønder. Byen har et utal af moteller, kroer, brugskunstbutikker, blomsterhandlere og brudeudstyrsbutikker til at servicere og underholde de mange fremmede brudepar, der skal fordrive de tre dages ventetid.

Dødsstraf for kærlighed

Alt det er med til at skabe et frirum for forelskede, der strømmer til Tønder for at blive gift.

Moojie vil ikke have sit fulde navn og hjemland i avisen. Han er bange for konsekvenserne.

»Kulturen og traditionerne i mit hjemland er meget anderledes. Det er ulovligt at gifte sig med en pige, der ikke er muslim, og det kan give dødsstraf,« siger han trist.

Alligevel ærer det unge par i dag Moojies kultur. Dorothea er i en mellemøstlig, traditionel kjole. Den stammer fra Moojies hjemland, og han gav hende den for knap et år siden, da de kun havde kendt hinanden i to uger. Hun vidste ikke, hvad hun skulle bruge den til.

Brylluppet

»Men jeg havde hele tiden forestillet mig, at hun skulle bære den ved vores bryllup en dag,« smiler Moojie stolt og retter kærligt på kjolens slør.

I forhallen på Tønder Rådhus er det stadig formiddag, men de første fire par er allerede blevet gift.

Klokken lidt over halv elleve kommer giftefoged Eva Olofin ud i forhallen og råber Moojie og Dorotheas navne. Så er det nu.

Det unge par følger efter Eva Olofin ned af gangen til byrådssalen, mens andre brudepar råber lykønskninger på alverdens sprog efter dem.

Inde i byrådssalen er der højt til loftet og pyntet op med blomster og stearinlys. Rummet er næsten tomt.

Fordi Dorothea Schmidt og Moojie hverken har familie eller venner med, er Else Møller og Egon Andresen fra byens seniorklub indkaldt til at være vidner til brylluppet. Fire par fra seniorklubben skiftes til at tage tjansen som bryllupsvidner. Så tjener Tønders seniorcenter også en lille skilling på de mange bryllupper, fortæller Egon og Else.

Eva Olofin giver en kort tale på tysk om kærligheden og ægteskabet. Det er det samme, hun siger, til alle de brudepar hun vier.

»Men jeg mener det hver eneste gang og prøver altid at gøre det specielt og højtideligt,« siger Eva.

Dorothea og Moojie siger Ich will til hinanden, udveksler ringe og underskriver en vielsesattest. Hele bryllupet har taget under 10 minutter. Nu er de mand og kone.

Så er det ud af salen og ind med det næste par.

Tilbage i forhallen føler Moojie igen savnet af familien.

»En dag holder vi et rigtigt bryllup med masser af gæster,« lover hans nye hustru.

Så skynder de sig hjem til motellet. Toget tilbage til Berlin går om få timer.