Stig Tøfting og DR-journalisten Lars Steen Pedersen har ingen grund til at fortryde. Deres bog ’No Regrets’, er af det ansete engelske fodboldmagasin ’World Soccer’ netop kåret som den bedste fodboldbiografi.
Både spilleren selv og journalisten, der har svunget pennen, er glade og stolte over kåringen.
»Jeg er utrolig stolt over så flot en placering, når man ser på, hvem der ellers er med. Specielt når man tænker på, at bogen ikke er blevet oversat til hverken tysk eller engelsk. Men det viser, at vi har ramt noget. Jeg tror, det handler meget om, at bogen er hudløst ærlig,« siger Stig Tøfting til Ekstra Bladet.
Også journalisten og forfatteren Lars Steen Pedersen er svært tilfreds.
»Læserne vil i dag gerne have en ærlig bog. Og ikke kun vide, at man får kuldegysninger, når man løber ind i Parken. De vil gerne et spadestik dybere. Det gjorde Stig, da han fortalte, hvordan det var at miste sine forældre. Han gav en meget nærgående dagbog fra fængslet. Samtidig brød han et fodbold-tabu og fortalte om sine lønforhold,« siger Lars Steen Pedersen til Ekstra Bladet.
Han fortæller i øvrigt, at han selv blev inspireret af biografier skrevet af Roy Keane, Paul Merson og Tony Adams. Tre spillertyper, som såmænd også kan have inspireret Tøfting til hans udfoldelser på banen.
Kåringen af ’No Regrets’ er ikke bare tom snak. Bogen sælger stadig og er allerede nummer et på alletiders bestseller-liste over sportsbøger herhjemme.
Indtil videre er Tøftings bog kun udkommet på dansk, men forlaget bag overvejer at få den oversat. I så fald kunne der være et marked for bogen i Tyskland og England, hvor Stig Tøfting har slået sine folder med stor succes for Duisburg, Hamburger SV og Bolton.