Auri er uden aura. Han er nødt til at finde en anden og bedre måde at motivere sine spillere på.
Sådan lyder det i dag i en kommentar fra Stig Tøfting i Ekstra Bladet forud for det klassiske møde mellem FC København og Brøndby.
Plæneklipperen kalder slet og ret Auri for en tabertræner.
- Hårde ord, men det er altså ikke bare noget, jeg finder på, skriver han med henvisning til, at Brøndby har tabt otte af de sidste ni Superligakampe.
Ser man på Auris samlede træner-statistik, viser de tørre tal, at den litauiske træner kun har vundet 12 ud af 71 kampe.
- Det er altså ikke mange gange, at han har sunget med på sejrssangen i omklædningsrummet, og det kan altså også smitte af på truppen, lyder det fra Tøfting, der understreger, at Auri Skarbalius som person er en vindertype - det er som træner, at filmen knækker.
Kampen mellem FCK og Brøndby spilles i aften klokken 19, og Stig Tøfting tror ikke meget på Brøndby.
- Desværre betyder Brøndbys nedtur og FCK's optur, at jeg ikke kan huske, at FCK har været større favorit i et derby. Man kan selvfølgelig håbe, at rammerne i Parken kan sætte Brøndby op, men helt ærligt: Jeg kan slet ikke forestille mig, at Auris tropper kan hive sådan en præstation ud af ærmet.