Tobias stedfar anker mishandlingsdom

Både Tobias' mor og stedfar har nu valgt at anke dommene for mishandling af den 15 måneder gamle Tobias.

Stedfaren til den lille dreng Tobias - som døde af grov mishandling blot 15 måneder gammel med op mod 80 skader over hele kroppen - nægter at acceptere den dom, som han fik tidligere på måneden i Retten i Sønderborg.

Derfor anker Rene Würfelsender dommen på otte år bag tremmer, som han fik for at afstraffe sin stedsøn med døden til følge.

Det oplyser vicestatsadvokat Claus Guldbrand fra Statsadvokaten i Sønderborg til Ritzau.

Tobias' mor valgte onsdag at anke sin dom på fire års fængsel. Den 22-årige Mona Nissen Thomsen vil ifølge sin forsvarer renses for, at hun skulle have mishandlet Tobias - eller set til, at han blev mishandlet - i halvanden-to måneder op til drengens død.

Den lille Tobias døde i juli sidste år i hjemmet i Øster Højst ved Løgumkloster.

Moren var forinden flyttet ind hos den dømte, men forholdet mellem den lille dreng og stedfaren udartede sig hurtigt til grov vold og barske opdragelsesmetoder.

Da lægerne undersøgte Tobias' krop, fandt de 80 skader. Det var alt fra blå mærker og bidemærker til knoglebrud og kraniebrud.

Moren og den lille dreng flyttede til Øster Højst fra Kolding. Og Koldings borgmester, Jørn Pedersen, har tidligere været ude og "dybt beklage" forløbet.

- Det kan vi kun beklage og sikre, at det ikke sker igen, har han sagt.

Borgmesteren fastholder, at der ikke på forhånd var noget, der kunne vise, at den lille familie styrede mod en katastrofe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.