Danmark har fået en forrygende indledning på EM i banecykling i hollandske Apeldoorn, og førstedagen kulminerede med en dansk guldmedalje.
Tobias Aagaard kørte et forrygende udskilningsløb, og da det hele skulle afgøres mellem ham og den britiske konkurrent, var danskeren uimodståeligt stærk i spurten.
På den sidste halve omgang trådte han forbi briten, som intet modsvar havde på Aagaards styrke.
Gennem hele løbet kørte han med enormt overskud, og mens flere konkurrenter dummede sig og sågar styrtede på grund af træthed, sad danskeren hele tiden perfekt placeret.
I udskilningsløb kører hele feltet samlet, og hver anden omgang elimineres den rytter, som kommer sidst over målstregen.
Det var på intet tidspunkt ved at ske for Aagaard, som både taktisk og fysisk var ovenpå.
Den danske banerytter er i sit livs form, og tidligere onsdag var han endda med til at køre det danske hold i fire kilometer holdforfølgelsesløb i semifinalen.
Det så dog ikke ud til at have trættet ham til udskilningsløbet.
Han er desuden allerede sikker på at kunne rejse fra EM med endnu en medalje.
Uden Aagaard, som fik lov til at hvile til udskilningsløbet, smadrede det danske firekilometerhold Tyskland i semifinalen og skal torsdag køre om EM-guld mod Storbritannien.
Uanset om Aagaard er blandt de fire udvalgte til den finale, er han en del af holdet, der som minimum rejser hjem med EM-sølv.
/ritzau/