Sundhedsstyrelsen mener, at fremtidens våben mod tobakskoncerner og deres afhængige rygere bliver såkaldte plain packets , hvor al identitet som logo, farve og skrifttyper bliver fjernet fra cigaretpakkerne.
Skandinavisk Tobakskompagni er da heller ikke i tvivl om effekten af plain packets . Det vil ødelægge en stor del af tobaksforretningen.
- Så ville det altså være ulige nemmere og mere retfærdigt helt at forbyde tobak, lyder den første reaktion fra kommunikationschef Birgitte Henrichsen.
- Det er en fuldstændig absurd idé, der stort set vil sætte konkurrencen ud af kraft og få enorme konsekvenser for en relativ lille virksomhed på det globale marked som Skandinavisk Tobakskompagni. Vi vil ikke have en chance for at erobre nye markedsandele i EU fra de store multinationale virksomheder, når vores produkter ikke må adskille sig fra andres, forklarer hun.
Birgitte Henrichsen sætter i øvrigt spørgsmålstegn ved, hvorvidt de neutrale cigaretpakker vil begrænse antallet af nye rygere.
- Jeg vil i hvert fald gerne se dokumentationen for at neutrale pakker skulle nedsætte tobaksforbruget og afholde unge fra at ryge, siger hun.