Over 2,5 millioner dollar er i løbet af få dage samlet ind til en toårig dreng, som mistede sine forældre i et masseskyderi nær Chicago den 4. juli.
Det skriver NBC News.
Beløbet svarer til 18,3 millioner kroner.
Irina Colon, et familiemedlem til den skuddræbte mor, igangsatte efter masseskyderiet omgående en indsamling i håb om at kunne hjælpe drengen, Aiden McCarthy.
- Det er overvældende. Folk donerer ikke bare penge. De donerer alt muligt, som deres tid og babysitning. De rækker bare ud og spørger: "Hvad kan vi gøre? Hvordan kan vi hjælpe", siger hun.
I alt blev syv personer dræbt i skyderiet, der fandt sted, mens amerikanerne fejrede USA' uafhængighedsdag.
Aiden McCarthy blev fundet i live i kaosset efter skyderiet i Chicago-forstaden Highland Park.
Hans far, den 37-årige Kevin McCarthy, døde, mens hans beskyttede sin søn, har øjenvidner oplyst til avisen Chicago Sun-Times.
Ifølge politiet beskød gerningsmanden de intetanende deltagere i en 4. juliparade i Highland Park fra et tag. Derefter flygtede han fra stedet forklædt i kvindetøj, men nogle timer senere blev han anholdt af en politipatrulje. I bilen havde han en semiautomatisk riffel.
Den 21-årige mistænkte person er foreløbigt tiltalt for syvdobbelt drab. Han vil sandsynligvis også blive sigtet for at have såret en lang række personer under skyderiet.
Manden har erkendt sig skyldig i skyderiet. Til politiet har han oplyst, at han overvejede et andet masseskyderi i Madison, der er hovedstaden i staten Wisconsin, skriver NBC News.
- Han så, at en fejring var i gang i Madison, og han overvejede helt alvorligt at bruge det våben, han havde i sin bil, til et nyt skyderi, sagde Christopher Covelli, vicesherif i Lake County, tidligere på ugen ifølge Sky News.
Motivet til hændelsen forsøger politiet stadig at finde ud af.
/ritzau/