Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede natten til tirsdag ud til Storegade i Skærbæk, hvor to unge mænd var blevet stukket ned, skriver Ekstra Bladet.
- Vi kommer derned og kan hurtigt konstatere, at to personer er blevet stukket med kniv, forklarer vagtchefen.
De to mænd på henholdsvis 19 og 20 år er uden for livsfare.
Politiet arbejder fortsat på at klarlægge, hvad der førte til knivstikkeriet. Der er ingen anholdte. Og der er ingen oplysninger, om knivstikkerierne var banderelaterede.
Skærbæk ligger syd for Esbjerg tæt på det store sommerhusområde, Rømø.
Seneste:
Klokken 00.54 fik politiet en anmeldelse om uroligheder i Storegade, og på stedet var en 19-årig og en 20-årig mand, som var blevet stukket med kniv.
Sagen knyttes til, at der i weekenden i forbindelse med en byfest tilsyneladende opstod uoverensstemmelser mellem to grupper af unge.
Det oplyser vicepolitiinspektør Jan Lambertsen.
- Det har stået på over weekenden, hvor en større gruppe unge og flere køretøjer har været involveret. De unge skulle opholde sig i sommerhuse eller lignende i området, siger han i pressemeddelelsen.
Politiet søger vidner. Det gælder både folk, der i weekenden og mandag har set de unge eller deres køretøjer, eller som ved, hvor de opholder sig.
Politiet vil ligeledes gerne høre fra personer, der har viden om knivstikkeriet i Storegade natten til tirsdag. Vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.