To unge palæstinensere er tidligt torsdag blevet dræbt af israelske soldater i byen Jenin, der ligger på Vestbredden.
Det oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium.
- To unge er døde som følge af skader påført i et israelsk angreb i Jenin, skriver ministeriet torsdag i en udtalelse.
Israelske styrker har i seks dage udført militære operationer på Vestbredden som følge af en dødelig episode i den israelske by Jerusalem torsdag i sidste uge. Her blev tre personer skudt og dræbt af en palæstinenser.
I alt 14 personer - størstedelen civile - er blevet dræbt i fire forskellige angreb i Israel de seneste tre uger. Den israelske hær oplyser, at den "fortsætter de seneste aktiviteter om at bekæmpe terrorisme".
Den israelske premierminister, Naftali Bennett, har givet israelske styrker frit lejde til at "bekæmpe terror" på Vestbredden.
20 palæstinensere er ifølge nyhedsbureauet AFP blevet dræbt siden 22. marts. Tallet inkluderer de formodede gerningsmænd i angrebene i Israel.
Den palæstinensiske premierminister, Mohammad Shtayyeh, anklagede onsdag israelske styrker for at "dræbe bare for at dræbe ... uden overhovedet at tage det mindste hensyn til folkeretten".
Sidste uges hændelse i Tel Aviv, der har udløst Israels militære operationer, skete i et travlt nattelivsområde i kystbyen.
Tre personer blev dræbt, og over ti personer blev såret.
Den formodede angrebsmand, en 28-årig mand fra Jenin, blev dræbt i en skudveksling med israelske styrker fredag.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP