To 21-årige mænd er blevet anholdt og sigtet for at stå i spidsen for et netværk, der i en periode systematisk har taget kontakt til borgere og udgivet sig for at være fra Skattestyrelsen.
Yderligere en person - en 20-årig mand - er anholdt i sagen. Hvilken rolle han menes at have spillet, er indtil videre uvist.
Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
De to 21-årige er blevet varetægtsfængslet i foreløbig 27 dage efter et grundlovsforhør, der blev afholdt onsdag i Dommervagten i København.
Den tredje mistænkte bliver først stillet for en dommer fredag.
Alle tre er sigtet for groft bedrageri og databedrageri og mistænkes for at have franarret ældre borgere personlige oplysninger som NemID og diverse kodeord.
Det skal de have gjort ved at forklare de forurettede, at de skulle have penge tilbage fra Skat. På den måde mener politiet, at det er lykkedes at overføre 526.000 kroner fra ofrene til de mistænktes egne konti.
I forbindelse med sagen advarer politikommissær Ove Randrup fra Københavns Politi mod, at man udleverer personlige oplysninger over telefonen.
- Selv om disse mennesker kan virke både troværdige og professionelle i telefonen, så skal man altid huske på, at myndigheder aldrig ville bede om personlige oplysninger gennem en telefonopringning.
- Det er derfor vigtigt, at man ikke udleverer nogen informationer, hvis man bliver ringet op på denne måde, siger Ove Randrup.
Grundlovsforhøret onsdag blev holdt for lukkede døre. Anklageren, der møder for Københavns Politi ved fredagens grundlovsforhør, vil anmode om, at også dette holdes for lukkede døre af hensyn til efterforskningen.
Københavns Politi kan ikke udelukke, at flere vil blive anholdt i sagen.
- Disse unge mænd har sat deres bedrageri i system og har på det groveste udnyttet borgere på den mest usympatiske facon, siger politikommissær Ove Randrup.
De formodede fupopkald har ifølge Københavns Politi fundet sted i perioden mellem 7. november 2019 og 3. februar 2020.
/ritzau/