Københavns Politi anholdt søndag aften to 22-årige mænd, der begge bliver sigtet for tre tilfælde af knivrøveri på tilfældige københavnere, der natten til søndag blev brutalt overfaldet med kniv og slagvåben og frarøvet deres værdigenstande.
Oprindelig havde Københavns Politi kun kendskab til to overfald, men medieomtalen har gjort, at et tredje offer har henvendt sig til politet, oplyser den centrale vagtleder af efterforskningen hos Københavns Politi, Niels Bogs-Grarup til Avisen.dk
- De to 22-årige bliver sigtet for alle tre forhold, og han bliver sigtet for vold af særlig farlig karakter, siger Bogs-Grarup, der oplyser, at den ene mand er kendt af poliet for almindelig kriminalitet - men ikke for kriminalitet af den type, som borgerne på Frederiksberg vågnede op til søndag morgen.
I løbet af natten til søndag blev tre personer brutalt overfaldet af en gruppe unge. Først blev en cyklist overfaldet og slået i hovedet med en såkaldt totenschlæger, der er stumpt instrument, mens en anden person skubbede til cyklen. Cyklisten blev stukket flere gange med en kniv og frarøvet sine værdier.
Bagefter gik de unge løs på fodgængeren, da han nåede frem til gruppen af unge. Også han blev banket og stukket flere gange i bryst, ryg og skuldre, inden han blev frarøvet sine værdier.
Det sidste overfald gik også ud over en fodgænger. En fra gruppen holdt
ham fast, mens en anden gav ham to cirkelspark i brystet og på halsen.
Det lykkedes ham at vriste sig fri, og da han stak af, kastede en af
dem et jernrør i ryggen på ham.
Alle tre overfald blev begået af den samme gruppe, og politiet mangler stadig at fange flere gerningsmænd.