Flere hundrede betjente blev sat ind torsdag for at smide 1200 mennesker væk fra et ulovligt boligområde i Sao Paulo, der var blevet besat i april.
Besætterne havde bygget omkring 300 primitive hjem uden tilladelse, og efter flere ugers mislykket forhandling rykkede politiet så talstærkt ind for at rydde området, og det udviklede sig til sammenstød med flere af de utilfredse besættere.
Urolighederne sker blot to uger før, Sao Paulo åbner op for VM i fodbold, og myndighederne forsøger at få 'ryddet op' i slumområderne, uden at det medfører for meget ballade og negativ opmærksomhed. Byen kæmper med hundredevis af ulovligt opførte slumområder som følge af boligmangel.
Åbningskampen til VM bliver spillet i Sao Paulo d. 12. juni, hvor de brasilianske værter tager imod Kroatien.