Lørdag aften er politiet stadig i gang med at identificere de to dræbte, som omkom i meget voldsomt færdselsuheld i Give ved Vejle lørdag formiddag.
Det kan endnu ikke siges, hvornår det arbejdet med at identificere de omkomne er afsluttet, oplyser politikommissær ved Sydøstjyllands Politi Klaus Arboe.
Han forklarer, at der er tale om et meget voldsomt færdselsuheld, hvor den forulykkede bil, en Peugeot 306, brækkede over i to stykker og blev slæbt omkring 250 meter hen ad vejen.
De foreløbige undersøgelser viser, at en endnu ikke identificeret mand sad bag rattet i Peugeoten, og at en uidentificeret kvinde var passager i bilen. Begge blev begge dræbt på stedet.
Bilen kørte af endnu uafklarede grunde i den modsatte kørebanehalvdel og kørte her frontalt ind i en tysk registreret bus med 18 passagerer.
Ingen af passagererne i bussen eller chaufføren kom til skade ved uheldet, men de er ifølge Klaus Arboe alle chokerede og har fået tilbudt psykologbistand.
Vejen blev åbnet igen for trafik et par timer efter færdselsuheldet.