"Kig ud af vinduet. Bør du køre i det her vejr?"
Sådan lyder opfordringen fra dem, der skal redde dig ud af en snedrive, hvis uheldet er ude.
Falck havde allerede klokken 10 modtaget nødopkald fra 942 bilister, og de fleste sidder fast i sneen.
"Der kan sagtens gå et par timer eller mere, før vi kommer frem," siger Mikkel Andreas Beck til Newspaq, og understreger, at ventetiden afhænger af, hvor i landet, man befinder sig.
Det værste sted er lige nu i Syddanmark og på Sjælland, hvor det stadigvæk sner og vejene er glatte.
"Det meste er fritrækninger, og det kunne tyde på, at der er vildt glat derude," siger Mikkel Andreas Beck.
Alle nødstedte er indtil videre blevet reddet ind i varmen, men fortsætter vejret, så kan der være steder, hvor Falck selv må give op.
Her må de meddele over telefonen, at de nødstedte må banke på ved det første og bedste hus.