Søndag eftermiddag kunne to svenske familier glæde sig over, at deres kære havde overlevet det voldsomme flystyrt på ferieøen Phuket i Thailand.
Søndag aften måtte to andre svenske familier se i øjnene, at de måske ikke får deres elskede at se igen i live.
Ifølge flere svenske medier har det svenske udenrigsministerium bekræftet, at to unge svenskere muligvis er blandt de 88 omkomne i flystyrtet, der angiveligt skete på grund af dårligt vejr.
Ifølge avisen Aftonbladet drejer det sig om en
19-årig mand og en jævnaldrende kvinde, som sad længst
fremme i flyet, mens de to svenskere, der overlevede styrtet, sad på række 42
længere bagude tæt på en nødudgang.
77 af de døde er blevet bjærget ud af flyvraget, der knækkede over i to og brød i brand efter at være styrtet til jorden. 11 ofre er endnu ikke fundet.
Der menes ikke at være danskere ombord på flyet, men først mandag forventer Udenrigsministeriet at kunne fastslå det med sikkerhed.