Mindst 12 mennesker er blevet dræbt ved en busulykke i Mexico oplyser de mexicanske myndigheder.
- Chaufføren af turistbussen, der kørte galt på en stille vej på Mexicos Yucatan-halvø, mistede øjensynligt kontrollen over køretøjet, da et af fordækkene eksploderede, siger den lokale politichef, Carlos Briceno Villagomez.
Bussen, som havde 31 passagerer om bord, kørte galt tirsdag. Passagererne var turister fra et krydstogtskib, og de var på en tur til maya-ruiner i Chacchobén i den østlige del af landet.
- Øjensynligt eksploderede et fordæk, hvorved chaufføren mistede kontrollen over køretøjet, siger Carlos Briceno Villagomez, som er politichef i Bacalar.
Ulykken skete på en flad strækning, og der var øjensynligt ikke andre køretøjer involveret.
Chaufføren, der blev kvæstet, er blevet anholdt.
- Otte amerikanere, to svenskere og en canadier er blandt de dræbte. En lokal turguide blev også dræbt.
Chaufførens manglende agtpågivenhed synes at have fået ham til at miste kontrollen over bussen. Da han forsøgte at køre tilbage på vejen et farligt sted, væltede bussen rundt og landede i bevoksningen langs vejen,
Statsanklageren i området, Miguel Angel Pech Cen, siger at de foreløbige undersøgelser tyder på, at chaufføren kørte for stærkt.
Der er et barn blandt de dræbte. Mange blev kvæstet ved ulykken.
/ritzau/Reuters