“I like to move it, move it.”
Sådan lød det fra lemurerne i tegnefilmen “Madagascar”.
Og det gælder åbenbart også for de to lemurer fra Givskud Zoo, der slap væk for ni dage siden. Halvaberne er tirsdag stadig på fri fod i det midtjyske trods flere forsøg på at fange dem.
Det fortæller TV Syd.
- Vi er ved at være trætte af det. Det koster jo mandetimer, siger direktøren i Givskud Zoo, Richard Østerballe til TV Syd.
De to såkaldte kattalemurer tog flugten fra parken forrige søndag og parkens medarbejdere har flere gange været tæt på at fange dem. Men de er nærmest umulige at få fat i.
- Man kan komme meget tæt på dem, men du har ikke en jordisk chance for at fange dem med hænderne, siger Richard Østerballe til tv-kanalen.
Indfangningen bliver ikke lettere af, at lemurerne spiser blade, så de kan forsyne sig selv og har derfor ikke den store interesse i de fælder med mad, som zoo-personalet har sat op.
Hvis folk i området skulle få øje på dyrene, opfordres man til at tage kontakt til Givskud Zoo, ligesom man er velkommen til at forsøge at lokke lemurerne ind i bygning ved hjælp af æbler, bananer eller anden frugt.