Efter tungt snefald i Østrig og det sydlige Bayern er to tyske skiløbere omkommet i laviner.
Derudover er flere tusinde turister sneet inde på store skisportssteder i Østrig, hvor sneen flere steder har skabt farlige forhold.
Siden lørdag morgen er der faldet mere end en halv meter sne på den nordlige side af Alperne i Østrig.
Risikoen for laviner er over store dele af De Østrigske Alper "høj" - det er det næsthøjeste trin på en fem-trins-skala.
Flere andre steder i landet - og i den sydtyske delstat Bayern - har vintervejret skabt store problemer, blandt andet fordi at træer på grund af sneens tyngde er væltet tværs over veje, togskinner og elledninger.
På trods af risikoen for laviner og myndighedernes advarsler er skiløbere flere steder løbet offpiste, hvilket har ført til to dødsfald i den østrigske provins Vorarlberg.
De to tyske skiløbere døde, selv om de havde medbragt oppustelige veste, der skal holde skiløbere tæt på overfladen i tilfælde af laviner. Skiløberne omkom ved to forskellige hændelser.
Redningsholdene var i stand til at grave de to mænd ud, men kunne ikke genoplive dem.
Omkring 12.000 turister nåede derudover at være sneet inde på skisportsstedet Saalbach-Hinterglemm indtil sent søndag eftermiddag.
Her lykkedes det med en kontrolleret sprængning eksperter at skabe en lavine, så turisterne kunne komme ud, fortæller borgmester Alois Hasenauer.
Ved et andet skisportssted, Obertauern, er vejene fortsat lukkede, men der blev i løbet af søndag arrangeret en eskorte for flere hundrede turister, der ønskede at forlade området.
/ritzau/dpa
/ritzau/dpa