Siden deres fiskerbåd gik ned lillejuleaften i farvandet nord for Australien har to burmesiske fiskere overlevet 25 døgn på havet om bord i en frysekasse.
De to overlevede ved at drikke regnvand fra bunden af frysekassen, der ikke er meget større end et badekar, skriver AP.
Frysekassen bruges normalt til at opbevare friske fisk i, og det forlyder, at de skibbrudne holdt den værste sult nede med fiskerester, der lå i kassen.
Mændene blev i lørdags opdaget af en af kystvagtens helikoptere og bragt til et hospital.
Da myndighederne fandt dem, var de to desperate og så dehydrerede, at de efter undsætningen drak to liter vand hver på bare få sekunder.
Der er ingen spor efter de resterende 18 besætningsmedlemmer, der var om bord på fiskerbåden.