To personer blev ramt, da der mandag aften ved 19-tiden blev affyret skud på restaurant Bali, der ligger tæt på det kendte Hotel D'Angeleterre på Kongens Nytorv.
"Jeg har fået at vide, at begge i øjeblikket er ved at blive opereret på Rigshospitalet. Mere ved jeg ikke om deres tilstand," siger den centrale efterforskningsleder Henrik Vedel til TV 2 News.
Han oplyser, at det ene af ofrene har tilknytning til restaurant Bali, hvor der tidligere har været opgør mellem grupperinger i det kriminelle miljø.
"Øjenvidner har fortalt, at gerningsmanden gik målrettet ind på restauranten og skød de to personer. Bagefter flygtede han angiveligt til fods af Lille Kongensgade," siger Henrik Vedel.
Politiet efterlyser en mand med en karrygul jakke med hætte.
Kongens Nytorv er indtil videre spærret af, og Metroen er sat ud af drift.