Østjyllands Politi har tirsdag anholdt to personer med tilknytning til rockergruppen Hells Angels, der sættes i forbindelse med et stort narkotikafund i Randers den 31. oktober 2012.
Politiet pågreb de to mænd tirsdag formiddag efter intensiv efterforskning og ransagning på flere adresser i Østjylland.
Der er tale om en 38-årig mand fra Randers-området, der er fuldgyldigt medlem af Hells Angels i Randers, og en 37-årig mand ligeledes med tilknytning til Hells Angels i Randers.
Begge mænd sigtet for omfattende handel med narkotika.
I forbindelse med anholdelserne i formiddag blev flere adresser i Randers ransaget, heriblandt HA-klubhuset.
Her blev der fundet omkring 100 gram amfetamin, som en 30-årig mand har erkendt tilhører ham. Det overvejes i øjeblikket, om han - på lige fod med de to andre mænd - også skal fremstilles i grundlovsforhør onsdag.
/ritzau/