Mindst 20 personer er kommet til skade, og fire er dræbt efter et angreb onsdag eftermiddag i nærheden af det britiske parlament i London.
En af de dræbte er betjent, oplyser politiet på et pressemøde onsdag aften. Den formodede gerningsmand er også blandt de fire.
Episoden bliver behandlet som en terrorhandling, indtil efterforskningen skulle pege i en anden retning, lyder det fra Metropolitan Police i London.
Ifølge Mark Rowley, politiets øverstbefalende på antiterrorområdet, kørte den formodede gerningsmand først bevidst sin bil ind i en række mennesker på Westminster Bridge.
Efterfølgende skulle manden have kørt bilen ind i et hegn, hvorefter han til fods bevægede sig over mod indgangen til selve parlamentet. Her stak han en betjent ned, inden andre fra ordensmagten skød og dræbte den formodede gerningsmand.
Politiet har ikke grund til at tro, at der skulle have været flere gerningsmænd, siger Mark Rowley.
Billeder på sociale medier viser, at den britiske parlamentariker Tobias Ellwood ydede førstehjælp til betjenten, hvis liv dog ikke stod til at redde.
Det står ikke klart, hvor mange der præcist er kommet til skade. Londons ambulancetjeneste skriver, at den har behandlet mindst ti patienter på Westminster Bridge.
Men der er altså også meldinger om mindst 20 sårede.
Der er adskillige ambulancer og en redningshelikopter på stedet. Flere gader i nærheden er blevet spærret af.
Ifølge den franske premierminister er der franske studerende blandt de sårede.
Området ved parlamentet er fyldt med kampberedt politi, fortæller øjenvidner. Hele parlamentsbygningen har i flere timer været under såkaldt lockdown. Det betyder blandt andet, at ingen kan bevæge sig ind eller ud.
Politiet vil også være ekstra massivt til stede i Londons bybillede resten af døgnet. Andre steder i verden er sikkerheden forhøjet ved britiske interesser.
En talsmand for Storbritanniens premierminister, Theresa May, siger ifølge Reuters, at regeringschefen er uskadt. Hun skal senere onsdag mødes med regeringens særlige krisekomité for at diskutere diskussionen.
Udenrigsministeriets Borgerservice har ikke kendskab til, at nogen danskere skulle være kommet til skade.
/ritzau/