Københavns Vestegns Politi har sigtet og anholdt to mænd for at have overtrådt en bestemmelse i straffeloven, der omhandler terror.
De bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup onsdag klokken 13.
De to mænd på 18 og 19 år er mistænkt for at forsøge at rejse ind i Syrien for at tilslutte sig den ekstremistiske bevægelse Islamisk Stat.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Mændene er sigtet efter straffelovens paragraf 114 C, stk. 3, der handler om at lade sig hverve til terrorisme.
Anklagemyndigheden vil kræve, at grundlovsforhøret bliver holdt for lukkede døre. Tidligere oplyste politiet, at man ville kræve dobbeltlukkede døre.
Det ville have betydet, at end ikke den nøjagtige sigtelse måtte komme til offentlighedens kendskab.
Det er advokat Jesper Storm Thygesen og advokat Michael Juul Eriksen, der er de to mænds forsvarere.
Det er ikke første gang, at politiet har sigtet personer for at lade sig hverve til terrorisme.
Mandag kendte Østre Landsret den 24-årige Hamza Cakan skyldig i at have ladet sig hverve til Islamisk Stat. Det er den første straffesag om en syrienkriger.
Landsretten stadfæstede den afgørelse om Hamza Cakans skyld, som Retten i Glostrup nåede frem til i juni 2016. Fredag bliver hans straf fastsat.
/ritzau/