To personer i DRCongo, der er blevet behandlet for ebola med et eksperimentelt lægemiddel, er blevet kureret. Det oplyser landets sundhedsmyndigheder.
Myndighederne forsøger at bekræfte, at lægemidlet spillede en afgørende rolle.
I alt modtager forskellige patienter fem forskellige lægemidler, der alle er på et eksperimentel stadie.
Det er behandling med mAb114, der har kureret de to personer. I alt ti patienter har modtaget behandlingen. Behandlingen er blevet til med hjælp fra en person, der overlevede at blive ramt af ebola i 1995.
De fire andre behandlinger, der er eksperimenteres med, hedder ZMapp, Remdesivir, Favipiravir og Regn3450-3471-3479.
Udbruddet er sket i provinsen Nordkivu, hvor militante grupper og hæren jævnligt udkæmper drabelige kampe.
Prøver har bekræftet mindst 77 tilfælde af ebola med 39 døde og 11, der er kommet sig. Derudover er der 28 tilfælde med mistanke om ebola, men det har ikke været muligt at tage prøver fra de pågældende personer.
Omkring 3000 personer har fået en eksperimentel vaccine, men det er fra behandlingssiden, der er godt nyt.
Tedros Adhanom, der er chef for WHO, Verdenssundhedsorganisationen, roser DRCongo for at eksperimentere med de fem forskellige behandlinger. Han kalder de gode resultater de "første globalt set og glimt af håb for mennesker med sygdommen"
Ebola, der spredes gennem kropsvæsker, kan være dødelig i op til 90 procent af tilfældene. Det er tiende udbrud i DRCongo.
Grundet den manglende sikkerhed i regionen, og dens placering langs grænsen til Uganda, betegnes dette udbrud som særligt udfordrende.
Ifølge WHO har virusset bevæget sig ud i "røde zoner" med aktive kamphandlinger. Det er ifølge WHO et afgørende skifte i kampen for at begrænse virusset.
/ritzau/AP
/ritzau/AP