Et ægtepar fra Viborg er mandag eftermiddag kommet alvorligt til skade i en færdselsulykke på Simmelbrovej mellem Grindsted og Sønder Omme.
Det oplyser Jesper Brian Jensen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
De to personer - en 64-årig mand og en 61-årig kvinde - var kørt ind til siden og sad i en personbil, da de blev påkørt bagfra af en lastbil.
Ægteparret er overført til Aarhus Universitetshospital i Skejby i kritisk tilstand.
De var ikke selv i stand til at komme ud af bilen, hvorfor de måtte klippes fri.
Video (Presse-fotos.dk)
Lastbilchaufføren, en 53-årig mand fra Herning, er uskadt, lyder det.
Personbilen var havareret, hvorfor ægteparret afventede vejhjælp, da ulykken skete.
- Vi kender ikke omstændighederne, men det tyder på, at han (lastbilchaufføren, red.) har overset, at de holdt der, siger vagtchefen.
Vejen var spærret i begge retninger i længere tid, men er mandag aften igen farbar.
En bilinspektør har været på stedet for at undersøge omstændighederne nærmere.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 12.53. De pårørende er underrettet.
/ritzau/