To personer er omkommet efter en ulykke på motortrafikvejen ved Rønde på Djursland, oplyser Østjyllands Politi. Der er tale om to mænd på 20 og 83 år.
De pårørende til de to mænd er blevet underrettet.
Vejen er mandag formiddag spærret i begge retninger på strækningen, som går nord om Rønde, nærmere bestemt mellem Randersvej og Flintbakken.
Redningsberedskabet modtog anmeldelsen kort før klokken 08 mandag morgen.
Hos Østjyllands Politi fortæller kommunikationsrådgiver Janni Lundager, at der er involveret to lastbiler og to personbiler. Endnu er de nærmere omstændigheder ikke klarlagt.
- De foreløbige oplysninger tyder på, at ulykken er sket i forbindelse med en overhaling, siger Janni Lundager.
Politiet forventer, at vejen vil være spærret en rum tid, mens politi og redning arbejder på stedet. Klokken 09 mandag kan politiet ikke oplyse nogen tidshorisont.
/ritzau/