En 29-årig mand er afgået ved døden efter et knivstikkeri i Fjerritslev, som skete ved 5-tiden her til morgen.
To personer er ifølge det regionale medie Nordjyske søndag morgen blevet ført væk af politiet.
Personerne var iført hvide helkropsdækkende dragter - indimellem kaldet DNA-dragter - som politiet anvender i forbindelse med sikring af spor på eksempelvis en mulig gerningsmand.
Til Nordjyske har politivagtchef René Kortegaard oplyst, at politiet er til stede med flere patruljer efter en anmeldelse om en voldsepisode.
Ifølge mediet har der på stedet været en ambulance og to akutlægebiler.
Det har søndag morgen ikke været muligt for Ritzau at komme i kontakt med Nordjyllands Politi.
Politiet udtaler til DR, at drabet på nuværende tidspunkt ikke ser ud til at have relation til noget bandemiljø. En af politiets teorier er, at der er tale om en form for internt opgør mellem personer, som i forvejen kender hinanden.
Ydermere efterlyser politiet to andre, en 24-årig kvinde og en 45-årig mand, som efterforskningen sætter i forbindelse med drabet.
/ritzau/