To personer mistede tirsdag formiddag livet i en voldsom ulykke i krydset ved Trolderødvej og Vordingborgvej syd for Køge.
"En personbil overholdt ikke sin vigepligt og kørte ud foran en bus. Bussen ramte personbilen, som blev kastet over vejen og hen i et udhus," fortæller vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ove Christoffersen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
I bilen var foruden føreren også en passager, som begge blev dræbt i sammenstødet. Begge de dræbte skulle efter sigende være yngre personer.
Hverken buschaufføren eller den ene passager, der befandt sig i bussen, er kommet til skade, fortæller Ove Christoffersen, der dog ikke ved mere om, hvordan de har det.
Politiet er lige nu i gang med at undersøge gerningsstedet.