Selvom det er flere år siden, at de tre piger i gruppen Destiny's Child besluttede at lave musik hver for sig, så fortæller deres tidligere manager, der også er Beyonces far, at der er nyt på vej fra bandet.
Matthew Knowles fortæller ifølge Toronto Sun, at han er ved at skære to nye album med materiale, som pigerne har indspillet, men aldrig før udgivet.
Dermed kan hitlisterne igen blive hærget af hits fra den populære gruppe.
Beyonce Knowles, Kelly Rowland og Michelle Williams havde stor succes i Destiny's Child, der står bag hits som "Bootylicious" og "Survivor".
Senere har især Beyonce og Kelly Rowland klaret sig godt i deres solokarrierer. Men det til trods, så håber Matthew Knowles, at de tre piger vil lade sig samle igen.
- Jeg håber, at de inden for de næste fem år vil tage på en gendannelses-turné, siger han.
Beyonce Knowles blev i foråret mor til pigen Blu Ivy, som hun har sammen med rapperen Jay-Z.
/ritzau/