Opdatering: De anholdte fremstilles torsdag formiddag klokken 11.00 i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.
To 36-årige mænd er blevet anholdt i forbindelse med sagen om den savnede 22-årige kvinde Mia Skadhauge Stevn.
Politiet sigter de to anholdte mænd for drab.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Her lyder det videre, at betjente onsdag eftermiddag arbejder på to adresser i henholdsvis Østervrå og Flauenskjold.
Politiet var onsdag til stede i byen Flauenskjold. (Foto: Øxenholt Foto)
På en af disse adresser er der fundet en bil, som formentlig er identisk med den mørke bil, som samlede Mia Skadhauge Stevn op efter en bytur i Aalborg natten til søndag.
Det var sidste gang, at den 22-årige kvinde blev set. Hun er fortsat ikke fundet.
Mia Skadhauge Stevn forsvandt tidligt søndag morgen, efter at hun havde været i byen på Jomfru Ane Gade med en veninde.
En overvågningsvideo, der viser hende stige ind i en mørk bil på Vesterbro klokken 06.09, er det sidste spor af hende.
Siden offentliggjorde politiet et grynet billede af bilen, og det er blandt andet en stribe henvendelser fra offentligheden, som har ført til anholdelsen af de to mænd.
- Tilsammen har dette intense forløb gjort, at vi i dag kunne skride til anholdelse af to mænd. De sidder aktuelt til afhøring hos politiet, udtaler lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen, i pressemeddelelsen onsdag.
Det er ikke oplyst, om de to anholdte mænd bor på adresserne i Vendsyssel. De blev anholdt klokken 11.20 onsdag formiddag.
Der er heller ingen oplysninger om, hvad der konkret har fået politiet til at sigte de to mænd for drab.
- Vi beder om pressens og offentlighedens forståelse for, at politiet nu har et stort og omfattende arbejder med at kortlægge hele forløbet, før, under og efter at den 22-årige kvinde forsvandt, udtaler Frank Olsen i meddelelsen.
De pårørende til Mia Skadhauge Stevn er underrettet, men af hensyn til familien vil politiet ikke udtale sig yderligere om efterforskningen.
/ritzau/