En person, der var mistænkt for at være involveret i fredagens angreb ved to moskéer i den newzealandske by Christchurch, er blevet løsladt.
Yderligere to er stadig tilbageholdt, men mistænkes ikke længere for at være direkte forbundet til angrebene.
Det oplyser politiet på et pressemøde søndag formiddag lokal tid.
To af personerne blev tilbageholdt nær en politiafspærring og havde begge våben på sig. Den ene - en kvinde - er blevet løsladt, mens den anden - en mand - fortsat er tilbageholdt for ulovlig våbenbesiddelse.
En tredje person er blevet sigtet for handlinger i forbindelse med angrebene, men mistænkes altså ikke for at være involveret i dem. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- På nuværende tidspunkt er der kun én person, der er sigtet for angrebene, siger politikommissær Mike Bush på pressemødet.
Der er tale om den 28-årige australier Brenton Tarrant.
På søndagens pressemøde oplyser Mike Bush i øvrigt, at dødstallet nu lyder på 50 personer. Det er dermed opjusteret fra 49.
- Det er med stort vemod, at jeg kan oplyse, at antallet af personer, der er omkommet i denne hændelse, er steget til 50.
- Fra i aftes har vi fundet alle ofrene på gerningsstederne. I den forbindelse fandt vi yderligere et offer, siger politikommissæren.
Antallet af sårede lyder ligeledes på 50 personer.
42 personer er meldt dræbt efter det første angreb i Masjid al Noor-moskéen. Syv personer er meldt dræbt ved Linwood-moskéen.
Det er ikke oplyst, hvor det 50. offer er fundet.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters