Op mod 300 mennesker har mistet livet og 15 savnes som følge af jordskælvet natten til lørdag. Det kraftige skælv, som målte 8,8 på Richterskalaen, ramte 325 kilometer fra hovedstaden Santiago.
Rystelserne kunne mærkes i hele byen og den internationale lufthavn har aflyst alle kommercielle flyvninger i 72 timer efter ødelæggelser i området.
FN oplyser, at de chilenske myndigheder har afvist hjælp udefra til bl.a. arbejdet med at finde og bjærge eventuelt begravede i murbrokker.
I byen Concepcion er en 15 etagers bygning kollapset, mens landets store nord-sydgående motorvej er ødelagt flere steder.
Landets præsident Michelle Bachelet, der søndag besøger Concepcion, siger, at man muligvis udskyder skolestarten, som skulle have været mandag, til den 8. marts.
I hovedstaden Santiago blev skælvet oplevet af både dem, der var vågne, og dem, der sov.
"Pludselig bevægede min seng sig meget voldsomt og det vækkede mig," fortæller den 23-årige Aneya Fernando, der underviser i engelsk i byen, til CNN.
"Det stoppede brat, og jeg var meget forvirret. Var det kun noget, jeg oplevede i mit hoved?," tænkte den unge Fernado.
I nattelivet oplevede befolkningen også rystelserne. Mirko Vukasovic var på et diskotek, da jordskælvet ramte, og gulvet begyndte at hoppe og danse.
Lyset gik, og clubgæsterne blev evakueret.
"Smadrede vinduer og bygningselementer lå og flød i gaden, da vi kom ud," fortæller den 25-årige Vukasovic.
Jordskælvet ramte 03.34 lokal tid.