To mænd udvises for røveri på burgerbar i Aarhus
Retten i Aarhus idømmer to mænd et års fængsel og udvisning for et røveri på en burgerrestaurant i Aarhus. (Arkiv). Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En tidligere ansat og hans kammerat røvede en burgerbar. Dommen lyder på fængsel og udvisning.

Det koster to syriske mænd et års fængsel og en udvisning at have røvet en burgerbar i Aarhus.

Det har Retten i Aarhus bestemt tirsdag, fremgår det af en pressemeddelelse.

En 34-årig medarbejder på burgerbaren The Burger Shack fik sig i juni 2018 en slem forskrækkelse, da to mænd kom ind i restauranten.

Medarbejderen blev tvunget i gulvet og holdt fast af en 25-årig mand, mens en 26-årig mand tog omkring 16.000 kroner fra kasseapparatet. Det skete, mens en tredje endnu ukendt gerningsmand holdt vagt på Frederiksgade.

Inden gerningsmændene flygtede fra stedet, nåede den 26-årige at give offeret en knytnæve i skridtet.

Hele forbrydelsen blev optaget af et overvågningskamera.

Den 25-årige blev anholdt efter en ransagning i Horsens, mens hans makker meldte sig selv i september.

Den 26-årige viste sig at være en tidligere medarbejder på stedet, mens den 25-årige var hans kammerat.

I retten erkendte de to, at de havde været på stedet og haft fingrene i kassen.

Det skete dog i selvtægt, da restauranten skyldte den 26-årige penge, lød forklaringen.

Men restaurantejeren mente ikke, at han skyldte den 26-årige penge, forklarede han i retten.

Den 26-årige blev også dømt for et indbrud i en villa i Nordsjælland i september.

Den 25-årige blev desuden dømt for at have spyttet på en medarbejder på retspsykiatrisk afdeling, ulovlig våbenbesiddelse og overtrædelser af færdselsloven.

Den 26-årige ankede dommen på stedet, mens den 25-årige modtog dommen.

/ritzau/

/ritzau/