To mænd på 43 og 45 år blev mandag aften ramt af knivstik foran et pizzeria på Danmarksgade i Fredericia.
De to mænd er uden for livsfare, siger vagtchef ved Sydøstjylland Politi Hans Hoffensetz.
- Vi blev kaldt ned på Danmarksgade klokken 22.19, hvor der havde været noget knivstikkeri på et fortov foran et pizzaria. To mænd var blevet ramt og er nu indlagt, fortæller han.
Vidner har forklaret, at de to mænd var inde på pizzeriaet, da de kom i kontakt med en gruppe personer, der befandt sig uden for. De kom i slåskamp, der altså endte med at knive blev trukket.
Politiet leder nu efter gruppen, der var kørt fra stedet, da det nåede frem.
- Vi kender ikke baggrunden, og vi har ikke noget brugbart signalement, lyder det fra vagtchef Hans Hoffensetz .
Politiet har afspærret gerningsstedet og er ved at foretage undersøgelser. De to mænd skal også afhøres, og det samme skal flere vidner.
/ritzau/