Københavns Politi leder torsdag formiddag efter gerningsmanden til et knivstikkeri i en lejlighed på Sirgræsvej på Amager.
Knivstikkeriet fandt sted i de tidlige morgentimer torsdag, og to mænd i 30'erne blev såret i den forbindelse.
- Den ene er blevet stukket i overkroppen, mens den anden har fået overfladiske skrammer, fortæller politiets vagtchef, Kim Nicholsen.
Ifølge vagtchefen er manden, som blev stukket i overkroppen, ikke blevet livsfarligt såret.
Politiet kan endnu ikke oplyse de nærmere omstændigheder omkring knivstikkeriet, og heller ikke hvad personerne foretog sig i lejligheden forud for knivstikkeriet.
/ritzau/