Om en påsat brand på Vordingborgvej i Stensved har sammenhæng med den verserende rockerkonflikt, vil Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke bekræfte.
Ved 21-tiden kastede to mænd molotovcocktails mod villaen og smadrede tilsyneladende også ruder, skriver blandt andre Sjællandske.
Der var ingen hjemme under branden, og vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Ole Hald, oplyser til avisen, at der har været kontakt til husets beboer, men vagtchefen vil ikke at udtale sig om, hvad beboeren har sagt.
- Vi har afspærret området og skal i dag fortsætte efterforskningen af ildspåsættelsen, siger Ole Hald til Sjællandske.
Vidner har set de to attentatmænd flygte fra stedet i retning mod Kalvehave, men der er endnu ikke noget signalement af mændene.
- Men hvis nogen har set eller hørt noget, vil vi meget gerne høre fra vidner, siger Ole Hald til Sjællandske.