Kun fordi han hurtigt fik førstehjælp overlevede en 31-årig mand et knivoverfald i København i sommer.
Fredag er to mænd blevet varetægtsfængslet i knap fire uger for drabsforsøg i forbindelse med knivstikkeriet.
Overfaldet skete ud for Christiania på hjørnet af Prinsessegade og Bådsmandsstræde kort efter klokken 22 den 6. august.
Her blev den 31-årige stukket i maven og brystet med en kniv. Han fik blandt andet skader på leveren og en lunge, men overlevede altså det grove overfald.
Fredag blev to mænd på 19 og 22 år fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, sigtet for drabsforsøg.
De nægter sig begge skyldige, men da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, er det uvist, hvad de har forklaret om hændelsen, eller hvorfor politiet mener, at de er skyldige.
/ritzau/