To mænd på 21 og 19 år er blevet sigtet for drabsforsøg efter en episode i Slagelse i februar.
De bliver begge varetægtsfængslet i 14 dage, oplyser anklager Susanne Bluhme, der mødte i grundlovsforhøret fredag.
Torsdag gennemførte politiet en stor aktion i Kalundborg i forbindelse med efterforskningen af en sag, hvor en 23-årig kvinde blev beskudt, da hun kom kørende i sin bil i Slagelse.
Det var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der sammen med Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte aktionen.
To mænd, der blev anholdt i forbindelse med aktionen, blev fremstillet fredag. De nægter sig begge skyldige.
Skyderiet fandt sted 18. februar omkring klokken 22.30 på et parkeringsareal ved Ingemannsvej tæt på byens sygehus.
Den 23-årige kvinde kom kørende, da to maskerede mænd sprang ud foran hendes bil og åbnede ild.
Kvinden måtte bakke fra stedet for at slippe væk, fortalte politikommissær Bo von Würden efter episoden.
Grundlovsforhøret fandt sted ved Retten i Næstved.
/ritzau/