En 35-årig mand er i livsfare, efter at han fredag aften blev stukket i ryggen med en kniv på Nørre Allé i Aarhus.
- Vi får en melding om, at en mand er blevet stukket i ryggen med en kniv ved en varmestue for hjemløse, fortæller vagtchef Richardt Jakobsen fra Østjyllands Politi.
- Da vi når frem viser det sig ganske rigtigt, at en 35-årig mand er blevet stukket ned, og han bliver kørt på skadestuen, fortsætter han.
Politiet fik fra flere personer oplysninger om, hvem gerningsmanden kunne være og små to timer senere blev en 51-årig mand anholdt.
- Mens vi kører rundt og leder efter ham, støder vi på endnu en mand, som er såret af knivstik, fortæller Richardt Jakobsen.
- Vi sørger for at få ham ind i en ambulance og af sted til skadestuen. Jeg ved ikke, hvor han er blevet stukket, siger vagtchefen.
Politiet ved kort før klokken 21 ikke, om der er en sammenhæng mellem de to knivstikkerier.
- Det er vi ved at undersøge, men det skulle være mærkeligt med to knivstikkerier på samme tid i samme område, uden at der er en sammenhæng, siger vagtchefen.
Politiet har fundet den kniv, som man mener blev brugt ved i hvert fald det første knivstikkeri, men kender ikke motivet til det.
Den 51-årige, der foreløbig sigtes for drabsforsøg, er endnu ikke blevet afhørt, så det er uvist, hvordan han stiller sig til sigtelsen.
/ritzau/