Et nævningeting har kendt to mænd skyldige i drabet på en ung mand i Horsens sidste forår, skriver Horsens Folkeblad.
Kendelsen er afsagt onsdag formiddag i Retten i Horsens.
De to mænd, der er 30 og 25 år, har nægtet sig skyldige, men retten er altså blevet overbevist under den forholdsvis langvarige retssag, som begyndte sidst i maj.
Det var i marts sidste år, at den 22-årige Ahmad Fouad Karimi blev fundet død i en lejlighed på Hybenvej.
Han var blevet stukket mange gange, viste det sig. I alt afslørede obduktionen 43 læsioner på hoved, hals, bryst og arm.
Karimi, der blandt andet spillede fodbold, forblødte i lejligheden.
Politiets efterforskning var meget omfattende, og for eksempel blev flere ton affald gennemrodet i et forsøg på at finde den kniv, som var blevet brugt ved forbrydelsen.
Under sagen har anklageren, Christina Bork Hansen, dog ikke kunnet pege på et egentligt motiv.
- Dem, der ved, hvorfor han skulle dø, er dem, der slog ham ihjel, og de vil ikke fortælle hvorfor, har anklageren ifølge Horsens Folkeblad sagt under sin procedure forleden.
Hun har fastslået, at begge deltog i drabet, uanset om den ene ventede i en bil.
Det har begge mænd dog som nævnt benægtet.
Retten fastsætter senere straffen til de to tiltalte.
/ritzau/