To mænd er fængslet for skud i Stengade

Efter måneders efterforskning har politiet anholdt og sigtet tre for skud nær Folkets Park i København i april

En fredag nat i april i år blev der affyret skud mod to personer, der kom kørende i en bil i Stengade nær Folkets Park på Nørrebro i København.

Tre unge mænd blev en time efter skyderiet anholdt og sigtet for drabsforsøg, men de blev sat på fri fod igen på grund af mangel på beviser. Politiet har imidlertid ikke sluppet dem af søgelyset.

Efter lidt mere end fire måneders efterforskning er de tre nu igen anholdt.

- Nu har vi dem alle tre, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi.

Tirsdag blev to af dem i grundlovsforhør varetægtsfængslet i 27 dage. Der er tale om to mænd på 20 og 23 år. De nægter sig skyldige.

Den tredje, der er 22 år, havde anklageren ikke bedt om at få varetægtsfængslet. Han er derfor på fri fod igen. Men han er som de to øvrige sigtet for drabsforsøg.

De tre mænd er alle tilknyttet indvandrerbandemiljøet omkring Blågårds Plads.

Skudepisoden fandt sted kl. 1.30 den 13. april. De to personer i bilen blev opdaget af nogle vagtposter, da de kom kørende i Stengade ved Folkets Park.

Der blev affyret tre-fire skud mod bilen. Ingen blev ramt, men et projektil borede sig ind i bilens bagsæde.

Skuddene blev affyret fra en pistol og fra et gevær af typen US-karabin, der efterfølgende blev fundet lige i nærheden.

En af de formodede hovedmænd har været bortrejst i længere tid, men i sidste uge erfarede politiet, at han var kommet hjem, og opsøgte mændene for at anholde dem.

Det lykkedes ikke i første omgang, men efter få dage var alle tre enten anholdt eller havde meldt sig selv.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.